Engager dig i Folkeuniversitetet - Lav selv en komité

Folkeuniversitetet har mange aktive ’komitéer’ spredt ud over hele landet. Fundamentet i komitéerne er det frivillige foreningsarbejde, hvor lokale ildsjæle/personer etablerer en såkaldt folkeuniversitetskomité og dermed sørger for at bringe ny viden og forskning ud til alle interesserede i et lokalområde.

I Nordjylland udbyder Folkeuniversitetet hvert år en række arrangementer i hele landsdelen. Savner du aktivitet i dit lokalområde, så gå i første omgang direkte til det lokale folkeuniversitet. Findes der ikke en lokal komite og har du lyst til selv at engagere dig, er der rige muligheder for selv at starte en folkeuniversitetskomite op i netop dit lokalområde.

I Nordjylland findes der pr. 1/2 2024 komiteer i flg. områder/byer: Brønderslev, Frederikshavn, Hjørring, Jammerbugt, Læsø, Mariagerfjord (Hobro), Skagen, Vesthimmerland og Østhimmerland.

I Nordjylland er næsten alle komiteer tilknyttet FUA. Der afholdes bl.a. et årligt inspirations-/nabomøde med deltagelse af alle tilknyttede komiteer, udsendes informationsbreve etc.

Som komite får man økonomisk tilskud efter fastsatte tariffer til afholdelse af foredrag og kurser.

Kontakt gerne Folkeuniversitetet i Aalborg (FUA) for flere oplysninger. Vores kontaktoplysninger finder du her.


V Æ R D   A T   V I D E
11 vigtige punkter hvis I tænker på at lave en folkeuniversitetskomité


1) En idé opstår
Lokal interesse opstår for at iværksætte folkeuniversitetsaktivitet i et område, hvor der ikke er aktivitet.
En komité er Folkeuniversitetets version af en lokal aftenskole eller en forening.

2) Vejledning og hjælp
FUA's sekretariat giver vejledning i bl.a.:
- Det praktiske arbejde med at etablere en komité
- Orientering om komitéernes placering i den overordnede FU-struktur
- Om en komités opbygning
- Om de faglige retningslinjer og kriterier for FU-virksomheden
- Om muligheden for økonomisk tilskud til arbejdet og afholdelse af arrangementer

3) Åbent møde
Det kan være en fordel at inddrage lokalområdets foreninger og offentlige institutioner i arbejdet. Der kan derfor afholdes et åbent, orienterende møde i lokalområdet, hvor interessenter inviteres og informeres om initiativet. F.eks. forskellige lokale foreninger og offentlige institutioner såsom fx det lokale bibliotek. Dette er dog ikke et krav. I kan også som en gruppe af frivillige selv lave en folkeuniversitetskomite.

4) Etablering
Komitéen etableres med nedsættelsen af en bestyrelse.

5) Vedtægter udarbejdes
Bestyrelsen udarbejder et sæt vedtægter for komitéen, f.eks. på baggrund af skabelon til minimumsvedtægter, der kan fås ved FUA.
Godkendte vedtægter betyder, at komitéen bliver en del af Folkeuniversitetet i Danmark og kan få økonomisk tilskud efter folkeoplysningsloven.

6) Valg af tilhørsforhold
I Nordjylland er næsten alle komiteer tilknyttet FUA. Men I har som komite mulighed for frit at vælge, hvilken af de 5 folkeuniversitetsafdelinger, I vil tilknyttes. Folkeuniversitetet har afdelinger i Aalborg, Aarhus, Odense, København og Vemb.
Afdelingen, der er den administrative enhed, sørger for I får det økonomiske tilskud I er berettiget til, udarbejder underviserkontrakter, udbetaler honorarer, dækker undervisers transport mm.

7) Arrangement(er) planlægges
Komitéen fastlægger sine første arrangementer. I står selv for planlægningen af de enkelte arrangementer, laver aftale med underviser, finder lokaler mv. Men al administration ift. formel kontrakt, honorar etc. klares af den administrative enhed.

8) Kontakt og godkendelse
Komitéen har løbende kontakt til den administrative enhed, som vejleder og godkender arrangementerne, der afholdes lokalt.

9) Komiteafgift
Der betales en mindre komitéafgift for hvert arrangement til den administrative enhed for administration af de enkelte arrangementer.

10) Tilskud til administration
Komitéen har hvert år mulighed for at modtage et mindre tilskud til administration (annoncer, mødeudgifter mv.). Dette gælder dog kun for komiteer tilknyttet FUA.

11) Årsregnskab
Komitéen er forpligtet til hvert år at indlevere årsregnskab til den administrative enhed, den er tilknyttet. Skabelon til dette kan fås ved FUA.

Mere information kan fås ved Folkeuniversitetet i Aalborgs sekretariat via t. 98167500 / info@fuaalborg.dk.