Håbet i håbløsheden: undersøgt filosofisk og teologisk med Kierkegaard

Håbet har haft en tvetydig idéhistorisk karriere.

På den ene side har det været anset som en stærk kraft, mennesket kan lade sig bære af, når livets vanskeligheder vokser det over hovedet.

På den anden side har det været anset som en svigefuld trøst, mennesket har tyet til i stedet for at gribe handlende ind i sit eget liv.

Er håbet det anker i menneskets tilværelse, der hindrer det i at fortabe sig i alle bekymringerne? Eller er håbet tværtimod den luftballon, det stiger op i, når det flygter fra virkelighedens problemer?

“Håb er ikke en strategi” hører man.

Sikkert rigtigt – for hvis der er noget at gøre, er det givetvis bedre med en plan for, hvordan man vil gøre det.

Men hvad hvis der vitterligt ikke er noget at gøre – når det altså er håbløst? Hvad hjælper det så at lægge planer og have strategier? Er det mon her, i håbløsheden, at håbet har sin rette plads? Og hvordan finder man i givet fald frem til håbet midt i håbløsheden?

Vi undersøger sagen både filosofisk og teologisk, idet vi især orienterer os hos Kierkegaard.