Denne gang om 8 nye temaer i kunsten

" - Kunst er ikke et spørgsmål om, hvad man selv kan se, men hvad man kan få andre til at se", skulle den franske kunstner Edgar Degas have sagt. Men hvad er det egentlig, vi ser, når vi står foran et kunstværk? Hvad vil kunsten os? For kunsten flytter sig, ændrer udtryk og griber om sig.

På foredragsrækken ser vi denne gang på 8 nye temaer i kunsten. Hændelser, emner og temaer som vi næsten alle konfronteres med gennem livet i den ene eller anden form. Overskrifter denne gang er: Dansen i kunsten, øjne & blikke i kunsten, kroppen i kunsten, farverne i kunsten, fantasivæsener i kunsten, fester & højtider i kunsten, årstider i kunsten samt kunst & provokation. På foredragene kommer vi omkring billedanalyse, perioder og udvalgte strømninger i kunsthistorien og vi forsøger at blive bedre til at tolke kunsten og sætte ord på vores indtryk om kunst.
Det bliver en hæsblæsende rejse, der strækker sig fra fortid til nutid og med et blik ud i fremtiden og måske med et bud på, hvilke kunstnere, vi skal holde øje med.

Foredragene omhandler først og fremmest maleri, men med afstikkere til både skulptur og arkitektur. Kursets fokus er internationalt, men der er også skarpt blik for udviklingen i Danmark.

Hvis du trænger til at få et godt overblik, få opfrisket din hukommelse eller for første gang stifte bekendtskab med kunsthistoriens forunderlige forandringer, så kom og vær med, når vi byder på en sprudlende gennemgang af udvalgte temaer i kunsthistorien.

Maleri/ill.: Michael Kvium, Stand Up Comedy (2016).

 

Program:

  • Onsdag. 4/2/26 kl. 17.00 - 18.45
    Øjne og blikke i kunsten
    Mathilde Teglgaard Nielsen, cand.mag., kunsthistoriker
    Aalborg Universitet, (k3 / 2.132) , Kroghstræde 3, seminarrum 2.132, 9220, Aalborg Øst
    Odin gav sit ene øje for at få uendelig visdom. Orfeus kunne ikke dy sig for at kaste et blik på sin elskede Eurydike, selvom han kendte den ubærlige konsekvens: Han mistede hende for evigt. Athene straffede Medusa ved at forvandle hende til et uhyre med et forstenende blik og slangehår. "Øjnene er sjælens spejl" ser vi af Mona Lisa og mange andre portrætter, men blikket og det synlige er også bedragerisk, ifølge surrealisten Magritte. Foredraget går på opdagelse i kunsthistorien efter værker, hvori øjne og blikke spiller en central rolle.
  • Onsdag. 11/2/26 kl. 17.00 - 18.45
    Dansen i kunsten
    Gitte Tandrup, mag.art., kunsthistoriker
    Aalborg Universitet, (k3 / 2.132) , Kroghstræde 3, seminarrum 2.132, 9220, Aalborg Øst
    Dansen er livsudfoldelsens ikon. Det er ikke en selvfølge i det moderne liv. Hvordan kan man få liv i stivnende livssituationer? Hvordan få en runddans til at fungere? Man vil gerne bevare forestillingen om frihed og fællesskab. Men kunstnernes troværdighed må skabe sårbare situationer. Matisse viser, at man slipper grebet i den runddans, han maler i flere versioner. Nolde viser glød og energi i sine kertedanserinder. Det er råt og påtrængende, som et insisterende råb om at få trampet livet frem. Mange kunstnere er grebet af den moderne dans på de parisiske scener, af fascinerende danserinder som Loie Fuller, Isadora Duncan og Josephine Baker. Det blev en vigtig inspirationskilde. Der vises værker af blandt andre Degas, Renoir, Camille Claudel, Munch, Nolde, Matisse, Picasso, Sonja Delaunay, Gino Severini, Giersing og Paula Rego.
  • Onsdag. 25/2/26 kl. 17.00 - 18.45
    Kroppen i kunsten
    Jonna Fransgaard, cand.mag., kunsthistoriker
    Aalborg Universitet, (k3 / 2.132) , Kroghstræde 3, seminarrum 2.132, 9220, Aalborg Øst
    Menneskekroppen er et centralt motiv i vesteuropæisk kunst til alle tider. Hvilke idealer, værdier og betydninger kan vi aflæse eller spore i forskellige malerier og skulpturer fra renæssancen til i dag? Vi ser på udvalgte eksempler på renæssancens og barokkens fremstillinger af bibelske og mytologiske helte og guder og på senere tiders idealiserede, erotiserede, realistiske, dramatiske eller drømmende fremstillinger af især kvindekroppen. Foredraget inddrager impressionistiske, ekspressionistiske og modernistiske fortolkninger af menneskefiguren og til sidst undersøges tendenser i samtidskunsten med dens ofte fragmenterede og manipulerede kroppe. I foredraget præsenteres værker af bl.a. Michelangelo, Rubens, Manet, Renoir, Paul Gauguin, Paula Modersohn-Becker, Suzanne Valadon, Michael Kvium og Apolonia Sokol.
  • Onsdag. 4/3/26 kl. 17.00 - 18.45
    Farver i kunsten
    Vibeke Sandby, mag.art. i kunsthistorie
    Aalborg Universitet, (k3 / 2.132) , Kroghstræde 3, seminarrum 2.132, 9220, Aalborg Øst
    Vores farveforståelse og -opfattelse af farvekarakter har naturens rytme og opbygning til mange af de sansemæssige indtryk vi indtager og påvirker vores krop med. Men også den videnskabelige måde at forstå farven på og de kulturelle og kunstneriske historiske referencer gør, at farven får betydning i vores meningsdannelse og forståelse af kunst i alle afskygninger. Gennem forskellige farvelærer-systemer fra Newton til Johannes Itten skal vi nå rundt om forskellige kunstnere fra Eckersbergs tid og op til vores samtid med Poul Gernes, Erik A Frandsen, Olafur Eliasson, John Kørner m.fl.
  • Onsdag. 11/3/26 kl. 17.00 - 18.45
    Fantasivæsner: Hekse og drager i kunsten
    Peter S. Meyer, mag.art. i kunsthistorie, ekstern lektor, Københavns Universitet
    Aalborg Universitet, (k3 / 2.132) , Kroghstræde 3, seminarrum 2.132, 9220, Aalborg Øst
    Hvor kommer forestillingerne og billederne af fantasivæsner og hekse fra, når de ikke eksisterer? Hvorfor er de så stabile gennem historien? Hvorfor er vi fascinerede at drager, hekse og djævelen? Gennem historien har billeder af det vi frygter været meget mere interessante end det vi holder af. Vi rejser gennem kunsthistorien og se på eksemplerne.
  • Onsdag. 18/3/26 kl. 17.00 - 18.45
    Fester og højtider i kunsten
    Birgitte Bech, cand.theol., cand.mag.
    Aalborg Universitet, (k3 / 2.132) , Kroghstræde 3, seminarrum 2.132, 9220, Aalborg Øst
    Billedforedraget introducerer til ikoners funktion, symbolunivers og stil i sammenhæng med den ortodokse teologi. Østkristen kunst af byzantinsk oprindelse sigter på at åbenbare et glimt af en usynlig evighed og det 'uskabte lys'. Ikoner er malet 'for sjælens øje frem for sanserne' og inviterer til meditativ opmærksomhed. Ikoners statiske 'kopikunst' med det todimensionelle præg står i modsætning til vestlig naturalisme, men har alligevel givet betydningsfuld inspiration til danske kunstnere såsom Joakim Skovgaard, Per Kirkeby, Peter Brandes og Peter Callesen.
  • Onsdag. 25/3/26 kl. 17.00 - 18.45
    Årstider i kunsten
    Helle Solhøj, cand.mag., kunsthistoriker
    Aalborg Universitet, (k3 / 2.132) , Kroghstræde 3, seminarrum 2.132, 9220, Aalborg Øst
    Med afsæt i den romantiske malerkunst i 1800-tallet undersøger vi, hvordan årstiderne er skildret i kunsten og som spejl for sjælens tilstand. Gennem stemningsfulde landskabsmalerier af P.C. Skovgaard, Dankvart Dreyer, Thorvald Niss og L.A. Ring oplever vi sommerens frodighed, efterårets melankoli, vinterens stilhed og springer ud i forårets klare lys. Vi møder årstidernes skiftende farvepalet i Van Goghs liv og værker og ser, hvordan årstiderne inspirerer kunstnere også i dag.
  • Onsdag. 8/4/26 kl. 17.00 - 18.45
    Kunst og provokation
    Pia Høy, cand.phil., kunsthistoriker
    Aalborg Universitet, (k3 / 2.132) , Kroghstræde 3, seminarrum 2.132, 9220, Aalborg Øst
    I begyndelsen af det 20. århundrede kulminerede modernismen i en række nye stilretninger, der brød med det gamle maleris naturalisme i figurtegningen. Men særligt provokerede er publikum blevet over Marcel Duchamps readymade "Fountain" fra 1917 - et urinal fra et herretoilet - påmalet pseudonymet R. Mutt Foredraget vil fokusere på udviklingen af det moderne maleri og på Duchamps readymades og øvrige værker.
Føj holdet til favoritter

Praktisk Information