Oplev 6 aktuelle udstillinger i hovedstaden

SMK - Den Hirschsprungske Samling - Design Museum Danmark - Ny Carlsberg Glyptotek - Gammel Strand - Thorvaldsens Museum

Guide/formidler: Mathilde Teglgaard Nielsen, cand.mag., kunsthistoriker.

Vær med denne weekend, når vi oplever stærke aktuelle udstillinger. Vi kommer tematisk vidt omkring fra fællesskab og samarbejde over stilleben og landskabsmaleri til dyreskulpturer og vitale skildringer af hav og himmellegemer.

Dag 1 begynder med nutidskunst SMK; skulpturer, installationer, performances og parader af fire danske kunstnerduoer – Bank & Rau, Hesselholdt & Mejlvang, J&K / Janne Schäfer og Kristine Agergaard og Randi & Katrine. Det handler om samarbejdets kunst og fællesskabets udfordringer.
Dernæst gør vi holdt på Den Hirschsprungske Samling og oplever Fynboerne - de tre fynske kunstnerpar: Alhed og Johannes Larsen, Anna og Fritz Syberg og Christine og Sigurd Swane. Vi skal se blomster, fugle, hverdagsliv, stilleben og landskaber, malet naturalistisk og impressionistisk og med inspiration fra ekspressionisme og kubisme.
Nogle kunstnere krydser mange felter. Det gælder for Henrik Vibskov, der bevæger sig inden for design, mode og kunst. På Design Museum Danmark får vi indblik i Vibskovs særlige improviserende og legende tilgang, hvor fejl er guld, og skønhed opstår i kaos.

Dag 2 mødes vi på Ny Carlsberg Glyptotek. Vi oplever dyreskulpturer af den franske billedhugger Antoine-Louis Barye. Hvilke værdier, interesser og længsler afspejler fremstillinger af tigre, løver, elefanter osv.?
Herefter besøger vi Gammel Strand. Vi fyldes af maleriske energiudladninger af Olivia Holm-Møller (1875-1970). Hendes ekspressive og farvestærke kunstneriske univers er kraftfuldt og spirituelt ladet.
Thorvaldsens Museum runder vi weekenden af med skønhed, ophøjet ro og gode mytologiske fortællinger formidlet af Bertel Thorvaldsens klassicistiske skulpturer.

Program:

Lørdag 
Kl. 10.15-12.00: Statens Museum for Kunst. Særudstillingen Parterapi
Kl. 12.00-12.45:  Frokost. Magnolia, caféen på SMK
Kl. 12.45-14.00:  Den Hirschsprungske Samling. Særudstillingen Fynboerne - kunsten frem for alt! 
Kl. 14.15-15.00: Pause med kaffe/the/kage. Café Format, Design Museum Danmark
Kl. 15.00-16.00: Design Museum Danmark. Særudstillingen Henrik Vibskov

Søndag 
Kl. 10.15-12.00: Ny Carlsberg Glyptotek. Særudstillingen Dyrenes indtog. Skulpturer af Antoine-Louis Barye
Kl. 12.00-12.45: Frokost. Picnic, Glyptotekets café
Kl. 12.45-14.00: Gammel Strand. Særudstillingen Olivia Holm-Møller
Kl. 14.00-15.00: Pause med kaffe/the/kage. Lille Fugl, caféen under Gammel Strand
Kl. 15.00-16.00: Thorvaldsens Museum. Bertel Thorvaldsens skulpturer

Praktisk:
Weekenden inkluderer underviser/guide begge dage, 6x entré, 2x frokost inkl. 1 styk drikkevare, 2x kaffe/the/kage eftermiddag.
Transport i København mellem museer til bens eller for egen regning.
Eventuel overnatning i København står du selv for. Folkeuniversitetet i Aalborg hjælper dog gerne med booking af hotel m.v.


Program:

  • Lørdag 7/11/26 kl. 10.15 - kl. 16.00
    Mathilde Teglgaard Nielsen, cand.mag., kunsthistoriker
    Kunst i København (forskellige lokationer), 1307, København K
  • Søndag 8/11/26 kl. 10.15 - kl. 16.00
    Mathilde Teglgaard Nielsen, cand.mag., kunsthistoriker
    Kunst i København (forskellige lokationer), 1307, København K
Føj holdet til favoritter