Paradis på jord – Havekunst gennem tiderne

Så godt som enhver have, stor eller lille, forsøger at skabe slags paradis. Men paradiset har i tidens løb været tænkt ret så forskelligt. I middelalderens klosterhaver dannede stierne fire paradisfloder, der flød sammen i midtens brønd. De tjente som nyttehaver: planterne var enten spiselige eller helbredende. Renæssancens haver var ofte præget af en lærd, humanistisk kultur og opdelt i mindre, lukkede afdelinger. De smalle, gennemgående gangakser førte ikke altid frem til dominerende bygninger. Det gjorde de brede, snorlige alléer derimod i de franske haver i 16- og begyndelsen af 1700-tallet, hvor beskæringen af naturen tog til nær bygningen og hovedaksen. Den engelske have var ikke på samme måde et symmetrisk billede på magt. Stemningsbetonet var den inspireret af landskabsmaleri og lagde op til at føre den enkelte beskuer rundt i et åbent, kuperet landskab med bugtede stier og små, nyre-formede søer.

Teamadagen følger havearkitekturens skiftende formsprog og historiske baggrunde op til vores tid. De europæiske haveformer står i centrum med mange, især nyere danske eksempler, men inddrager også f.eks. kinesiske og japanske haveanlæg og deres forhold til oprindelseslandets arkitektur.