Hvordan har danske forfattere gennem litteraturen været med til at forme forestillingerne om Japan? I dette forløb ser vi nærmere på en række danske forfatteres skildringer af Japan i perioden 1901-1944, hvor det blev mere og mere populært at rejse til det østasiatiske land. 

Gennem rejsebøger, digte, essays og journalistik af forfattere og kulturpersonligheder som Johannes V. Jensen, Sophus Michaëlis, Tom Kristensen og Julius Bomholt undersøges, hvordan fascinationen af japansk kultur sameksisterede med forestillinger om race, civilisation, køn og politisk trussel.

Vi kommer ind på erotiseringen af Orientens kvinder, på rejselitteraturen som genre, på det romantiske og poetiske Japan og meget mere.

Forløbet viser, hvordan litteraturen både afspejlede samtidens danske syn på Japan og var med til aktivt at forme det og giver samtidig et kulturhistorisk indblik i Danmarks forhold til verden uden for Europa i første halvdel af det 20. århundrede.

_____
Arrangementet er en del af Folkeuniversiteternes Dage

VIDEN DER SAMLER - FÆLLESSKAB DER STYRKER

7. - 13. september 2026
I samarbejde med alle landets folkeuniversiteter markerer vi for femte år i træk Folkeuniversitetet i hele landet med et samlet landsdækkende program for uge 37. Her sættes Folkeuniversitetets ca. 75 folkeuniversiteter på kortet og viser bredden og alsidigheden af de mange forsknings- og videnskabsbaserede foredrag, der hver uge, året rundt, udbydes af landets folkeuniversiteter.
Bliv klogere på alt fra bakteriofager og astrofysik, til folkesundhed, filosofi, politik og meget mere.
Læs mere på www.folkeuniversiteternesdage.dk.

Program:

  • Lørdag 12/9/26 kl. 10.00 - kl. 14.00
    Lauritz Korfix Schultz, Cand.mag. i dansk og historie fra Roskilde Universitet, ph.d.-studerende, freelancejournalist, forfatter og rejseleder i Japan
Føj holdet til favoritter