Odysseen: På kanten af civilisationen

I det antikke Grækenland spillede Homer en kanonisk rolle, der på mange måder kan sammenlignes med Bibelens betydning for den senere kristne europæiske kultur.

Homers Odysseen er et af oldtidens største episke heltedigte, og dets efterliv i europæisk litteratur, kunst og tænkning kan næppe overvurderes. Digtet skildrer Odysseus’ tiårige hjemrejse fra Troja til Ithaka efter den trojanske krig, hvor han konfronteres med monstre, guder, fristelser og fremmede folkeslag. Rejsen kan samtidig læses som en undersøgelse af grænsen mellem natur og kultur, civilisation og barbari: Hvad vil det sige at være menneske og tilhøre et civiliseret samfund, og hvad sker der, når mennesket bevæger sig uden for civilisationens orden? Fra kyklopen Polyfemos’ lovløse og kulturløse verden over Sirenernes forførende natur til Skylla og Charybdis’ grænseland mellem menneske og natur afprøves Odysseus’ evne til at fastholde sin identitet og sin fornuft. Hjemkomsten til Ithaka bliver dermed ikke blot afslutningen på en lang rejse, men en genoprettelse af den sociale, politiske og familiære orden. Efter ti års fravær vender Odysseus omsider hjem til Penelope og sit kongerige – men først efter at have genvundet sin plads i den civilisation, han hele tiden har været på vej tilbage til, og efter det blodige opgør med Penelopes bejlere.