Film & Foredrag

Blue Note Records: Beyond the Notes. Fra 2018 instrueret af Sophie Huber.

Indenfor den rytmiske musik har små amerikanske uafhængige pladeselskaber – såkaldte indie labels - spillet en hovedrolle, der er svær at overvurdere, når nye kunstnere indenfor specielt kommercielt set mindre genrer skulle lanceres.

I jazzmiljøet opbyggede bl.a. det New York baserede selskab Blue Note Records (startet op i 1939 af Alfred Lion og Max Margulis) et renommé, som med årene gjorde det til et af jazzens højst estimerede labels – om ikke ”det højst estimerede”. Bl.a. havde de en sublim sans for kontant at finde nye unge talenter. Det var specielt i 50’erne, hvor hard bop-stilen blev skabt, at Blue Note for alvor meldte sig på banen som bannerfører for den moderne jazz. Der blev udgivet legendariske albums med musikere som Art Blakey, Horace Silver, Lee Morgan, Hank Mobley m.fl. Altid med fingeren på pulsen for hvor den moderne jazz bevægede sig hen. I 1960’erne indspillede ikoner som Herbie Hancock, Wayne Shorter, Ron Carter, Cecil Taylor med mange flere på Blue Note.

Blue Note har siden formået at bevare sin fremtrædende position. De har konstant opsøgt nye som ældre talentfulde kunstnere og samtidig haft vilje til at give dem en chance. At have indspillet på Blue Note er – selv i dag - en næsten uvurderlig ting at have på sit CV som jazzmusiker.

Filmen er en smukt filmet dokumentar med mange veloplagte interviews og fængende musikklip - både med nye og gamle ikoniske kunstnere.

Filmen introduceres af docent em. og musikhistoriker Torben Amstrup Christensen. Efter filmen er der kaffe og kage (som en del af prisen) og mulighed for at reflektere over filmen i godt selskab i Center for Dansk Jazzhistories atmosfærefyldte lokaler.

Program:

  • Søndag 20/9/26 kl. 14.00 - kl. 16.00
    Torben Amstrup Christensen, docent em., musikhistoriker og Orla Vestergaard Nielsen, filmtekniker
Føj holdet til favoritter