Flere mennesker lever i dag i mange år med eller efter alvorlig sygdom og skade. Nogle lever med en kronisk sygdom som diabetes eller hjertesygdom, der kræver løbende behandling og hensyn i hverdagen. Andre er færdigbehandlet efter fx hjerneskade, stroke eller kræft, men lever videre med senfølger. Fælles for mange er, at livet ikke er, som det var før. Træthed, smerter, kognitive udfordringer eller andre funktionsnedsættelser kan fylde, og det samme kan angst og bekymring for fremtiden. Det kan også sætte spor i ens identitet, relationer og arbejdsliv.

Foredraget handler om psykologisk rehabilitering: hvordan man kan finde fodfæstet og leve et meningsfuldt liv, når kroppen, hjernen eller fremtidsudsigterne har ændret sig. Udgangspunktet er nyere forskning, særligt i Acceptance and Commitment Therapy (ACT). ACT er en evidensbaseret psykologisk tilgang, hvor man arbejder med at rumme svære tanker og følelser og samtidig handle efter det, der er vigtigt for en. Deltagerne får indsigt i almindelige psykologiske reaktioner på alvorlig og kronisk sygdom og konkrete redskaber til at håndtere hverdagen med ændrede forudsætninger. De får også en forståelse af, hvordan arbejdet med værdier og mening kan bidrage til at finde nye veje til et godt liv.

Foredraget henvender sig til alle, der selv lever med eller efter alvorlig sygdom eller skade, til pårørende og til fagpersoner og andre interesserede, der ønsker viden om, hvordan mennesker kan leve godt med ændrede livsvilkår.

Om underviseren: Cecilie Buskbjerg er cand.psych. med praksisuddannelse (klinisk psykolog) og postdoc ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet og Kræftafdelingen ved Aarhus Universitetshospital. Hun forsker i psykologisk rehabilitering af mennesker, der lever med følger af alvorlig sygdom og skade, bl.a. kognitive udfordringer og smerter.

Program:

  • Tirsdag 20/4/27 kl. 17.00 - kl. 18.45
    Cecilie Buskbjerg, cand.psych., postdoc., ph.d., Aarhus Universitet
Føj holdet til favoritter