Det er desværre ikke længere muligt at tilmelde sig dette arrangement. Men vi har et stort program med mange nye arrangementer, og herunder er et udvalg til dig.

Hvordan passer vi på vores mentale trivsel i en travl og foranderlig hverdag? Denne foredragsrække stiller skarpt på de mange små valg og vaner, der kan gøre en stor forskel for vores psykiske velbefindende. Seks fagfolk giver indblik i, hvordan søvn, kost, bevægelse og nærvær påvirker vores sind og krop – og hvordan vi selv kan tage styringen.

Du vil høre om, hvorfor søvnen er hjernens vigtigste vedligeholdelsesproces, hvordan bestemte fødevarer kan styrke koncentration og humør, og hvordan et roligt nervesystem er nøglen til mindre stress. Vi ser også på, hvor meget – og hvilken – fysisk aktivitet der faktisk skal til for at øge livskvaliteten, og hvordan det at bruge hænderne kreativt kan skabe mental balance og ro.

Foredragsrækken giver både ny viden og konkrete redskaber til at styrke dit mentale overskud i hverdagen.

Program:

  • Torsdag 12/2/26 kl. 17.00 - kl. 18.45
    Brain Food - når din mad styrker hjernen
    Jerk W. Langer, læge, cand.med., videnskabsjournalist, forfatter
    Aalborg Universitet, (k3 / 1.104) , Kroghstræde 3, aud. 1.104, 9220, Aalborg Øst
    Jerk W. Langer er læge, videnskabsjournalist og forfatter. Han beskæftiger sig med journalistisk formidling af viden om og forskning i sundhed, sygdom, ernæring og livsstil. Aktuel eller tidligere skribent i en lang række magasiner, dagblade og tidsskrifter. Foredragsholder om bl.a. antiinflammatorisk Kost, periodisk faste, kosttilskud, bevægelse og motion, collagen og blodtryk, samt brainfood.
  • Mandag 23/2/26 kl. 17.00 - kl. 18.45
    Søvn og mental sundhed (ÆNDRET DATO)
    Bobby Zachariae, cand.psych., dr.med., professor, Aarhus Universitet
    Aalborg Universitet, (k3 / 1.104) , Kroghstræde 3, aud. 1.104, 9220, Aalborg Øst
    Bobby Zachariae er en af Danmarks førende eksperter indenfor sundhedspsykologi. Han forsker i sammenhængen mellem krop og psyke og vores evne til mentalt at påvirke sygdom, sundhed og livskvalitet. Han er forfatter til en lang række udgivelser om stress, sundhed, visualisering og livskvalitet. Han har udgivet flere bøger, bl.a. 'Trivsel og håndtering af stress', som er en praktisk håndbog både til ledere, medarbejdere og pårørende.
  • Torsdag 12/3/26 kl. 17.00 - kl. 18.45
    Fysisk aktivitet – Hvad og hvor meget skal der til?
    Marina Aagaard, Master i fitness og træning, tidl. lektor i idræt
    Aalborg Universitet, (k3 / 1.104) , Kroghstræde 3, aud. 1.104, 9220, Aalborg Øst
    Marina Aagaard er en af Danmarks mest anerkendte sundheds- og træningseksperter. Med en master i sundhed og træning, baggrund som lektor i idræt og mere end 30 bøger bag sig – heraf flere bestsellere – er hun en af landets mest erfarne formidlere af sundhed og motivation. Hun kombinerer akademisk indsigt med praktisk erfaring med en helt særlig forståelse for både elitetræning, hverdagsmotion og mental trivsel.
  • Torsdag 19/3/26 kl. 17.00 - kl. 18.45
    Brug hænderne og få ro i sindet
    Lærke Egefjord, læge, billedkunstner, forfatter, Aarhus Universitet
    Aalborg Universitet, (k3 / 1.104) , Kroghstræde 3, aud. 1.104, 9220, Aalborg Øst
    Lærke Egefjord har en baggrund som læge og forsker inden for hjernesygdomme, med særlig interesse for demens. Hun underviser bl.a. om, hvordan man kan styrke den mentale sundhed gennem kunstoplevelser og kreative processer.
  • Torsdag 9/4/26 kl. 17.00 - kl. 18.45
    Forstå dit nervesystem og styr uden om den usunde stress
    Karen Johanne Pallesen, lektor, ph.d. i sundhedsvidenskab, Aarhus Universitet
    Aalborg Universitet, (k3 / 4.112), Kroghstræde 3, seminarrum 4.112, 9220, Aalborg Øst
    Ifølge neuroforsker Karen Johanne Pallesen begynder stress længe før, vi selv opdager det – i et nervesystem, der forsøger at beskytte os. Derfor mener hun ikke, at den hurtigste vej ud af stress går gennem hovedet – men gennem kroppen.
Føj holdet til favoritter