At finde ens ståsted i livet kan være en udfordring, men er man dertil tynget af enkelt traumer i barndom, ungdom eller voksenliv, eller komplekse traumer tidlig i livet, kan det være vanskeligt overhovedet at fungere. Det kan være svært at indgå i uddannelse, fastholde jobs og relationer, der er øget risiko for selvskade og misbrug, og man er mere disponeret for at udvikle psykisk lidelse. 

Mange traumer tidligt i livet kan give sig til udtryk som kompleks PTSD. Det kan opstå som et resultat af utallige skift tidligt i livet, vold, seksuelle overgreb og/eller vanrøgt og omsorgssvigt, som kan skabe utryg tilknytning, der hæmmer barnets udvikling både kognitivt, intellektuelt og følelsesmæssigt. Tidlige traumer sætter spor langt op i voksenlivet og kan have omfattende konsekvenser for ens livsbetingelser, visse kan behandles, hvis de opdages, andre er så gennemgribende, så hele indsatser bør tilrettelægges derefter.

Som fagperson kan du føle magtesløshed over at indsats synes at være uden effekt, måske oplever du at det iværksatte gør borgeren mere selvskadende, misbrugende eller udadreagerende. Med en større forståelse for traumeteori og arbejdet med traumatiserede mennesker i praksis, kan du med kursets temaer, der er rettet mod din hverdag, gøre en større forskel for dine borgere, og styrke din egen praksis.

Med dette kursus får du en grundlæggende viden om traumer og komplekse traumer, viden om deres indvirkning på mennesket sind, og hvordan mishandling fysiologisk forandrer hjernen. Det er viden, som kan støtte dig i at skabe udviklingsfremmende rammer. Derudover får du viden om senfølger efter overgreb, hvordan du som fagprofessionel kan være med til at hjælpe borgeren ved at lave handlestrategier, som giver dem struktur og ro i hverdagen. Endelig vil screeningsinstrumenter introduceres.

Målet med kurset er:

  • At du opnår en teoretisk forståelse for sammenhængen mellem traumer i opvækst, ungdomsliv og voksenliv og deres betydning for udvikling af hjernen, kognitiv formåen, personlighed, sindslidelser, misbrugsvarianter og handlinger som spiseforstyrrelser og selvskade. 
  • At du får kendskab til ICD-11´s PTSD g kompleks PTSD-diagnoser og kan anvende analyseredskaber som eksempelvis ITQ og ACE (Adverse Childhoos Experiences) samt Brückner Boksen til at skabe overblik over en borgers liv og støtter den professionelles forståelse af dem og deres handlemåder under krav og konflikter.
  •  At du, via teori og konkrete redskaber, får indblik i hvordan man kan skabe mere optimale betingelser for hverdag, som hjælper til at forståtraumernes effekt på nutiden, og gennem analyser mindsker effekterne af borgerens traume-håndtering

På dagene kommer vi ind på:

  • Teoretisk gennemgang af udviklingsteorier omkring traumers indvirkning på hjernens såvel som personlighedens udvikling og funktion.
  • Teoretisk gennemgang af viden om årsager til, samt afdækning af selvskade, spiseforstyrrelse og misbrug.
  • Gennemgang af viden om og konkrete konsekvenser af senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen
  • Hvordan traumer kan udspille sig i hverdags, krav og konfliktsituationer, observationer samt håndtering heraf
  • Konkrete forslag til hvordan man som fagprofessionel kan fremme trygge relationer og et mentaliserende miljø, samt skabe sikkerhed og epistemisk tillid i læringsrummet


Målgruppe:
Primært psykologer.

Om underviseren:
Louise Brückner Wiwe, specialist og supervisor i neuropsykologi og psykopatologi, erfaren underviser og supervisor med egen praksis – Brückner Praksis, Aarhus.
Hun har gennem årene specialiseret sig i supervision af personale ved institutioner med udviklingshæmmede, udredning af borgere med mange former for vanskeligheder samt borgere underlagt retspsykiatriske foranstaltninger. Dertil er hun VISO-specialist og leverandør og får sager herunder med den højeste kompleksitet, mhp. både udredning og rådgivning af professionelle i sagerne.
Louise Brückner Wiwe har desuden udviklet Brückner Boksen og undervist i anvendelse af dette analyseredskab til forståelse af og tilgang til komplekse borgere.

Særregler ved tilmelding som kandidatstuderende fra universiteter.
Bemærk at max. 25% af deltagerne på kurset må være psykologistuderende. Selvom din tilmelding som studerende derfor går igennem, kan du risikere senere at få besked om, at du alligevel ikke kan deltage på kurset. Dit indbetalte gebyr refunderes i tilfælde heraf selvfølgelig fuldt ud.

Føj holdet til favoritter