Den digitale ungdomskultur er under pres. Det digitale fylder. Ikke blot i relationerne, men også i tankerne hos børn og unge: “Er han online lige nu?”, “Har hun læst min besked?”, “Hvad er hendes Snapscore?”, “Hvilken lokation befinder han sig på?” osv.

Diverse platforme giver konstant børn og unge små subtile informationer om hinanden. Men hvad betyder det for deres trivsel og relationer? Underviseren dykker i dette foredrag helt ned i detaljen på børn og unges foretrukne sociale medieplatforme. Med afsæt i aktuel forskning – herunder forskningsprojektet SoMeWell – viser hun, hvordan konkrete designgreb ikke altid skaber de bedste forudsætninger for trivsel og fællesskab.

Foredraget giver et nuanceret indblik i, hvordan det er at være barn og ung i dag, hvor sociale medier er en integreret del af hverdagslivet. Hvad skal der til for at trives godt digitalt? Hvordan kan vi tage børn og unges egne perspektiver alvorligt? Og hvordan kan vi styrke deres teknologiforståelse i en tid, hvor big tech kæmper intenst om vores tid, opmærksomhed og socialitet?

Om underviseren: Malene Charlotte Larsen er ph.d. og lektor i sociale medier og har siden midten af 00'erne forsket i digital ungdomskultur og børn og unges brug af sociale medier. Hun er leder af forskningsgruppen Digitale medier i hverdagslivet. De seneste år har Malenes forskning bl.a. handlet om unges brug af Snapchat, algoritmer i hverdagslivet og sammenhængen mellem sociale mediers designgreb og børn og unges trivsel.
Profil på Aalborg Universitet: https://vbn.aau.dk/da/persons/malenel/

Brug Café Trekanten.
Brug Trekantens café før eller efter foredraget. Caféen tilbyder lækre menuer til flere af foredragene. Ring til Café Trekanten på t. 25197600 / 25197613, hør hvad menuen er og bestil gerne i forvejen. Menuen skifter fra dag til dag og du kan altid købe noget uden kød.
Mere information på caféens hjemmeside: https://trekanten.info/cafe/


Program:

  • Tirsdag 6/10/26 kl. 17.00 - kl. 18.45
    Malene Charlotte Larsen, lektor, ph.d., Aalborg Universitet
Føj holdet til favoritter