Brug din dag på at forstå høj begavelse hos børn, unge og voksne i selskab med psykolog Dea Franck, som er ekspert på området.
Du får indsigt i, hvad høj begavelse er, hvad det indebærer at være højtbegavet, hvordan man kan forstå og misforstå den høje begavelse, og hvordan den kan testes.
Du får viden om, hvordan høj begavelse adskiller sig fra diagnoser som autisme og ADHD, og du vil få indblik i de særlige udfordringer og potentialer, som højtbegavede børn, unge og voksne står over for. Forelæsningen omfatter alle aldre, og derfor er der også fokus på høj begavelse hos voksne og førskolebørnene.
Dagen henvender sig til alle, der fagligt og privat er tæt på børn, unge og voksne, som er eller kan tænkes at være højtbegavet, og alle andre med interesse for emnet.
Undervisningen tager afsæt i bøgerne 'Kort & godt om høj begavelse' og 'Højtbegavet – en guide til store børn og unge' (Dansk Psykologisk Forslag) samt 'Hjernekufferten - Aktiviteter for højtbegavede børn i dagtilbud' og 'Liva er højtbegavet' (Akademisk Forlag).
Om underviseren: Dea Franck er autoriseret psykolog med ekspertise i høj begavelse. Hun er del af ekspertgruppen i Børne- og Undervisningsministeriet, som arbejder med at udvikle tjeklister til brug for den kommende screening for høj begavelse i indskolingen.
Hun har mange års erfaring med psykologiske undersøgelser af børn, unge og voksne, og arbejder desuden med terapi, supervision, undervisning og som forfatter. Og så er hun selv højtbegavet og medlem af Mensa.
Arrangementet er en del af Folkeuniversiteternes Dage
VIDEN DER SAMLER - FÆLLESSKAB DER STYRKER
7. - 13. september 2026
I samarbejde med alle landets folkeuniversiteter markerer vi for femte år i træk Folkeuniversitetet i hele landet med et samlet landsdækkende program for uge 37. Her sættes Folkeuniversitetets ca. 75 folkeuniversiteter på kortet og viser bredden og alsidigheden af de mange forsknings- og videnskabsbaserede foredrag, der hver uge, året rundt, udbydes af landets folkeuniversiteter.
Bliv klogere på alt fra bakteriofager og astrofysik, til folkesundhed, filosofi, politik og meget mere.
Læs mere på www.folkeuniversiteternesdage.dk.
Program:
-
Lørdag 12/9/26 kl. 10.00 - kl. 14.00Dea Franck, cand.psych.aut., ekspert i høj begavelse