Folkeuniversitetets historie

Folkeuniversitetet blev stiftet den 1. juli 1898 med det formål at udbrede kendskabet til videnskabens metoder og resultater. Alle, der havde lyst og interesse, skulle have mulighed for at få indblik i forskningens verden. Undervisningen skulle derfor være tilrettelagt så alle og enhver uanset uddannelsesbaggrund kunne følge med og lære noget.

Folkeuniversitetets start
Helt fra den spæde start var Folkeuniversitetet tæt knyttet til Københavns Universitet, og mange af underviserne var professorer derfra. Men allerede i de første år kom der også undervisere fra Polyteknisk Læreanstalt (nu DTU) og fra Landbohøjskolen (nu en del af Københavns Universitet).

Den 19. september 1898 nedsatte man på Københavns Universitet et udvalg med den opgave at støtte bevægelsen for folkelig universitetsundervisning i Danmark. Den 7. oktober samme år ansøgte udvalget om 5.000 kroner i årlig støtte til indførelse af folkelig universitetsundervisning i Danmark særligt uden for København. Vestjyden J. C. Christensen, der var ordfører for finansudvalget, forelagde den 11. marts 1899 sagen i Rigsdagen og fik den gennemført, da han mente, at man ikke kunne "fortænke Befolkningen i, at den vil have det direkte fra Mønten og ikke alene have små Møntmestre til at uddele Skillingsmønt" - en særlig måde at udtrykke dét, som den dag i dag er den ideale fordring til Folkeuniversitetets forelæsere: førstehåndskendskab til emnet.

Grundtvig som inspiration
Folkeuniversitetets begyndelse i Danmark falder sammen med tiden for det politiske systemskifte, men inspirationen til starten af den folkelige universitetsundervisning kom fra England og er en udløber af oplysningstidens bestræbelser.

De internationale overvejelser over forholdet mellem universitet og folk fik i Danmark sin særlige udfoldelse ved inspiration fra Grundtvigs livslange kamp for folkelig oplysning. Udbredelse af højskoletanken og samspillet med folkelige bevægelser som f.eks. andelsbevægelsen udfolder sig som grene på "Folkeoplysningens træ", hvortil også kulturradikale kredse med tilknytning til Georg Brandes bidrog.

Folkeuniversitetet i dag
Folkeuniversitetsvirksomheden er i dag en del af det folkeoplysende arbejde i Danmark og hører lovgivningsmæssigt til under Folkeoplysningsloven.

Folkeuniversitetet er således i dag en landsdækkende folkeoplysningsvirksomhed, som omfatter 5 afdelinger med sekretariater i hhv. Aalborg, Aarhus, Odense, København og Vemb, samt ca. 75 mindre folkeuniversitetsenheder i det øvrige Danmark.

Folkeuniversitetet i Aalborg
Den 5. december 1898 blev der i Aalborgaviserne bragt en opfordring til dannelsen af en Foredragsforening for Aalborg og Omegn og kort tid efter, den 16. februar 1899, annonceredes så de første egentlig folkeuniversitetsforedrag i Aalborg: Danmarks økonomiske udvikling de sidste 150 år.

Foredragsforeningen for Aalborg og Omegn vedblev at arrangere folkeuniversitetsforedrag til og med 1919. I foråret 1920 afmeldtes foreningen uden at det helt står klart hvorfor.

Men fra 1948 og frem blev der afholdt folkeuniversitetsforedrag igen og nu i regi af Nordjysk Forening for Naturvidenskab. Folkeuniversitetet i Aalborg blev stiftet den 13. april 1961 og i 1978 blev der taget initiativ til oprettelse af en egentlig afdeling i Aalborg, Folkeuniversitetet i Aalborg, tæt knyttet til det dengang ret nye Aalborg Universitet.

Afdelingen omfatter i dag afdelingen i Aalborg, samt 9 mindre enheder, såkaldte komiteer, i det øvrige Nordjylland og 1 på Bornholm.

Der lanceres halvårlige programmer, der indeholder tilbud i såvel Aalborg som det øvrige Nordjylland. Der udbydes hvert år mere end 600 kurser og foredrag, der følges af mere end 21.000 deltagere.

Folkeuniversitetet i Aalborg har både sekretariat og undervisningslokaler på Aalborg Universitet i Aalborg Øst, men udbyder også undervisning en række andre centrale steder i Aalborg.

Vil du vide mere?
Læs mere om Folkeuniversitetets historie i følgende udgivelser:

* Gustav Albeck: Universitetet og folk. Bidrag til den folkelige universitetsundervisnings historie i Danmark. Gyldendal, 1984.
* Bjørn Tell Persson: Folkeuniversitet og anden folkeoplysning, i Håndbog i dansk voksenundervisning og folkeoplysning 1999/2000.
* Bjørn Tell Persson: Alle have Adgang. Folkeuniversitetsvirksomheden i København gennem 100 år. J.H. Schultz Grafisk, 1998.
* Flemming Nielsen: Grundrids over Folkeuniversitetets historie i Nordjylland. 1998. 


Dele af teksten herover er lånt fra tidligere historiske fremstillinger udarbejdet af Folkeuniversitetscentret Skærum Mølle og Københavns Folkeuniversitet.


Aalborg_01/07/25