På universiteter, arkiver, museer og i mange andre sammenhænge forskes der i historien som aldrig før. Interessen for historien er stor og det har gennem mange år været en tradition i Aalborg, at historieforskningens resultater præsenteredes i de såkaldte Torsdagsforedrag.

Målsætningen er at præsentere et bredt udvalg af ny forskning og viden, der bidrager til aktuelle historierelaterede temaer og debatter lokalt, regionalt og nationalt.

Foredragsrækken byder på nyt fra historiens verden med nedslag i vidt forskellige emner og historiske perioder.

Program:

  • Torsdag 5/3/26 kl. 17.00 - kl. 18.45
    Vikingeglasperler og tragtbægre
    Gry Barfod, ekstern lektor, Aarhus Universitet
    FOKUS Folkeoplysning (2.201), Strandvejen 19 (2. sal, lokale 201), 9000, Aalborg
    Ribe-vikinger omsmeltede romerske mosaiksten til glasperler. Vikingerne kunne mere end genbruge romersk glas. De havde effektive teknikker til at omsmelte og farve det, indikerer nyt dansk studie.
  • Torsdag 12/3/26 kl. 17.00 - kl. 18.45
    Hadrians Mur - Romerrigets yderste grænse
    Thyge C. Bro, ekstern lektor, mag.art.
    FOKUS Folkeoplysning (2.201), Strandvejen 19 (2. sal, lokale 201), 9000, Aalborg
    Picterne i Skotland var en tand for uregerlige for romerne, hvorfor de besluttede at holde dem ude af Romerriget. Det er den korte forklaring. Men det er ikke den fulde forklaring. Muren var bygget af sten og strakte sig 120 kilometer på tværs af England med vagttårne, små forter for hver romersk mil og større garnisoner placeret strategisk. Romerne etablerede ordnede byer, infrastruktur som veje og vandforsyning, offentlige badehuse eller termer, anden sanitet, offentlig underholdning med hestevæddeløb og gladiatorer samt importerede luksusvarer fra resten af Romerriget. Skotland var præget af klaner, der gerne gik i krig mod hinanden eller romerne. Men Hadrians mur var en synlig grænse, samtidig med at den tiltrak sig handel og skabte velstand på begge sider. Selvom der var unge kriger, som ikke kunne holde sig i ro.
  • Torsdag 19/3/26 kl. 17.00 - kl. 18.45
    Konfucius – Kinas ukronede kejser
    Christian Nielsen, lektor, cand.mag.
    FOKUS Folkeoplysning (2.201), Strandvejen 19 (2. sal, lokale 201), 9000, Aalborg
    Konfucius er nøglen til at forstå kinesisk kultur. Han levede for over 2.500 år siden, og hans tanker har i mere end 2.000 år præget Kinas stat, kultur og sociale liv. Målet i hans filosofi er harmoni – i familien og i samfundet. Harmoni opstår, når alle udfylder deres rolle: de unge skal vise respekt for de ældre, som til gengæld skal være omsorgsfulde. Samme hierarki gælder i samfundet: den svage skal være respektfuld, og autoriteten skal vise ansvar. Uddannelse er central: alle bør have adgang, ikke kun for at blive lærde, men for at udvikle moral og social ansvarlighed. Den sande dannelse handler om at handle til gavn for andre, fri for jagten på profit og magt. Sådan bliver man et forbillede for både familie og samfund. Konfucius’ lære blev skabt i en tid med uro og søgen efter orden. Den satte rammerne for Kinas politiske og sociale liv i årtusinder. Foredraget introducerer Konfucius’ ideer og deres historiske baggrund. Vi ser også på andre klassiske skoler og deres rolle i Kinas udvikling.
  • Torsdag 26/3/26 kl. 17.00 - kl. 18.45
    Om mumier og moselig (OBS: DENNE GANG FRA KL. 17.00-18.25 MED KORT PAUSE)
    Niels Lynnerup, professor, Københavns Universitet
    FOKUS Folkeoplysning (2.201), Strandvejen 19 (2. sal, lokale 201), 9000, Aalborg
    Mumier og moselig er de stille vidner om levede liv for mange hundrede år siden. Ved at undersøge dem, kan vi se, hvorledes menneskene levede, hvad de var syge af, deres kost og endda noget om hvorledes de bevægede sig rundt geografisk. Men de siger også noget om, hvorledes den kultur, de engang var en del af, behandlede deres døde, den omsorg de udviste, og måske endda at det yderste offer blev taget, nemlig deres liv. De fleste danske moselig bærer præg af at være henrettet, og Inka mumier ligeså. Niels Lynnerup vil fortælle om egne undersøgelser af danske moselig, og mumier fra Andesbjergene, Grønland og Egypten.
  • Torsdag 9/4/26 kl. 17.00 - kl. 18.45
    Nordboerne på Grønland (OBS: DENNE GANG FRA KL. 17.00-18.25 MED KORT PAUSE)
    Niels Lynnerup, professor, Københavns Universitet
    FOKUS Folkeoplysning (2.201), Strandvejen 19 (2. sal, lokale 201), 9000, Aalborg
    Ca. år 1000 ankom Erik den Røde og følgere til sydvest Grønland, hvor de grundlagde to bosættelser. Nordboerne medbragte deres norrøne, vikingekultur fra Island og Norge. Nordboerne forsvandt efter ca 500 år, og tilbage i Grønland står der stadig ruiner af kirker, kirkegårde og deres huse. I kirkegårdene har arkæologerne fundet hundredvis af skeletter, og de er blevet undersøgt af Niels Lynnerup, som vil fortælle om resultaterne: deres kost, sygdomme og befolkningsudvikling, herunder DNA-analyser.
  • Torsdag 16/4/26 kl. 17.00 - kl. 18.45
    Steppernes herskere
    Bjarke Bach Christensen, ph.d.-stipendiat, University of Cambridge
    FOKUS Folkeoplysning (2.201), Strandvejen 19 (2. sal, lokale 201), 9000, Aalborg
    Her skal vi lære at forstå antikkens og middelalderens steppefolk, som andet og mere end blot en udefrakommende og uforanderlig trussel mod civilisationen. Foredraget vil belyse de politiske, økonomiske og kulturelle logikker, der definerede livet på Eurasiens endeløse sletter – en verden, der på en række måder udfordrer vores vante civilisationsbillede. Steppernes herskere besad umådelige rigdomme, ikke mindst takket være silkevejene, og deres kolossale riger var kulturelle smeltedigler uden lige. Men stepperne var også en verden defineret ved magtens ret og hjemsted for krig og ufattelig grusomhed.
Føj holdet til favoritter
Samarbejdspartnere

FOKUS Folkeoplysning