Oplev kunstens storbyer!

Vær klædt på til at besøge nogle af Sydeuropas smukkeste og mest spændende byer – eller få viden til at forstå kunst og arkitektur i dem, du allerede har besøgt. Oplevelsen bliver ikke mindre af at vide noget om, hvad man kan lægge mærke til – tværtimod. Og kendskab til byernes historie og plan gør det også lettere at orientere sig i dem. Alle har de store kunstsamlinger, hvor det kan være en god idé i forvejen at vælge ud af overfloden, så man ikke helt drukner i indtryk, men tager sig tid til at se sig for – og se godt efter.

Denne gang: LISSABON.

Program:

  • Onsdag. 17/12/25 kl. 17.00 - 18.45
    Lissabon
    Anders Troelsen, professor, mag.art., Arkitektskolen Aarhus
    Europas vestligste storby, Lissabon, blev i 1755 ramt af et jordskælv, der som et af historiens mest ødelæggende rystede hele verden. Den labyrintiske mauriske del af byen, Alfama klarede sig bedst. Den klæbede til byens stejle skråninger, mens det centrale havnekvarter blev hårdest ramt. Det blev genopbygget som et regelmæssigt raster med en pragtfuld plads – en af Europas største – der åbner sig mod floden Tejos munding, og således markerer, at landets rigdom flød fra oversøiske besiddelser. Det er disse som muliggjorde en kultur, der arkitektonisk kan beses i det historiske Bélem, hvorfra Vasco da Gama stod til søs på sine opdagelsesrejser. Men landets formåen kan også beundres i byens museer – mest omfattende i det navnkundige Gulbenkian-museum, som også rummer nyere kunst. Vest for byen ligger det smukke rokokoslot Queluz og lidt længere væk Sintra med sine mange eventyragtige haver.
Føj holdet til favoritter

Praktisk Information