Folkemord og civilisation: Aleksijevitjs De sidste vidner

Vi lever i en militaristisk tid præget af krig samt stor ustabilitet og uro. En tid, der er svanger med store imperiale opbrud med krig, militær oprustning og dyb ustabilitet.

Som en besindelse på krigens væsen, vil vi dykke ned i nobelpristageren, Svetlana Aleksijevitjs rystende og gribende roman De sidste vidner (1985).

Den mesterlige roman er en form for korværk, der giver stemme til 100 mænd og kvinder, som i interviews med Aleksijevitj fortæller om deres oplevelser som børn mellem 2 og 14 år i Sovjetunionen under Den Store Fædrelandskrig, hvor ca. 27 millioner sovjetborgere mistede livet.

De sidste vidner er den anden af i alt fem romaner, der tilsammen udgør ”Utopiens stemmer” eller ”Historien om det røde menneske”, der sætter fokus på de små mennesker i den store, voldsomme historie.

De sidste vidner er en brutal og dybt bevægende sjælehistorie om krig og de spor, den sætter. Et uomgængeligt værk, der er uhyggeligt aktuelt.