Kom med til en samtale mellem forfatteren Kristina Stoltz og hendes mangeårige forlægger

Med tiden har deres professionelle relation udviklet sig til et nært venskab, hvor de også insisterer på at udfordre hinanden, både som samarbejdspartnere og som privatpersoner. I en række breve, skrevet hen over flere måneder, reflekterer Kristina Stoltz og Jacob Søndergaard over litteraturens betydning i menneskelivet og i samfundet. Brevene former sig efterhånden til et “essay for to stemmer” – en udveksling, der ikke sigter mod enighed, men åbenhed.

Samtalen bevæger sig fra det litterære til det sociale felt: Hvad betyder det at være forfatter i dag? Hvilket ansvar følger med ytringsfriheden? Hvordan formes vores identitet af de historier, vi vælger at fortælle om os selv – og af andres fortællinger om os? Samtalens klangbund er klimakrisens ubønhørlige pres, demokratiets skrøbelighed og teknologiens dobbeltrolle som både løfte og trussel.

Men samtalen går også tættere på: De to brevskrivere diskuterer troens plads i en sekulariseret verden, kønsroller i litteraturen og i hverdagen, og hvordan identitet formes af både historie og krop. De diskuterer køn og magt, litterær etik og selvcensur.

Den aktuelle krig i Gaza bliver et tilbagevendende omdrejningspunkt – ikke som en fjern nyhedsbegivenhed, men som krav om holdning og handling.

”Mørk energi” er fysikkens betegnelse for den kraft, der får universet til at udvide sig. I dette moderne bud på en gammel genre, den litterære brevveksling, bruges den som et billede på litteraturens livs- og verdensudvidende kraft.

Brug Café Trekanten.
Brug Trekantens café før eller efter foredraget. Caféen tilbyder lækre menuer til flere af foredragene. Ring til Café Trekanten på t. 25197600 / 25197613, hør hvad menuen er og bestil gerne i forvejen. Menuen skifter fra dag til dag og du kan altid købe noget uden kød.
Fx kan du for kun kr. 50 vælge mellem kaffe/kage ELLER  2 stk. grønt smørrebrød, som kan nydes før eller efter foredraget.
Mere information på caféens hjemmeside: https://trekanten.info/cafe/

Program:

  • Torsdag 26/3/26 kl. 17.00 - kl. 18.45
    Kristina Stoltz, Forfatter og Jacob Søndergaard, samfundsdebattør, redaktør, forlægger, administrerende direktør for Gutkind Forlag
Føj holdet til favoritter