Det er desværre ikke længere muligt at tilmelde sig dette arrangement. Men vi har et stort program med mange nye arrangementer, og herunder er et udvalg til dig.

Hvilke film, hvilke operaer, hvilke bygninger kan få dig til at slå ørerne ud, stoppe op, vende dig om og se efter en gang til?

I denne foredragsrække vil tre eksperter hver præsentere fem værker, som de mener er særligt gode, særligt nyskabende, interessante eller revolutionerne inden for deres felt.

Andreas Halskov trækker på sine mere end 15 års erfaring som filmkritiker og forfatter samt lektor ved hhv. Aarhus Universitet og David Lynch Graduate School of Cinematic Arts i Iowa, når han præsenterer sine 5 filmværker.

Søren Schelling har som sanger, musiker, musikhistoriker og operakender et indgående kendskab til operaen før, nu og i fremtiden.

Lars Brorson Fich har som arkitekt og lektor på Aalborg Universitets Institut for Arkitektur og Medieteknologi, et helt særligt blik for de arkitektoniske virkemidler, der præger bybilledet. Han er bl.a. kendt for skarpe synspunkter ift. Aalborgs arkitektur som skribent i Nordjyske.

Program:

  • Torsdag 27/11/25 kl. 17.00 - kl. 18.45 : AFLYST
    5 film du bør se
    Aalborg Universitet, (k3 / 2.132) , Kroghstræde 3, seminarrum 2.132, 9220, Aalborg Øst
    Underviseren har denne gang valgt: (1) M (1931), Fritz Lang. (2) Ladri di biciclette (1948), Vittorio de Sica. (3) Persona (1966), Ingmar Bergman. (4) One Flew Over the Cuckoo's Nest (1975), Milos Forman. (5) Lost Highway (1997), David Lynch. Underviseren fokuserer på disse fem værker, men via disse værker forsøger han at rulle nogle centrale spor i filmhistorien op. En central pointe vil være, at man ikke kan vælge fem værker, der sammen fortæller filmens historie. Filmhistorien er så righoldig og nuanceret, at den ikke kan reduceres til fem værker, og man ville let kunne finde fem andre værker, der var lige så relevante og gode som dem, han har valgt. Derfor vil hans gennemgang være fabulerende og indeholde forskellige mellemregninger og digressioner, for på den måde at vise noget om forskellige tendenser og forbindelser.
  • Torsdag 4/12/25 kl. 17.00 - kl. 18.45 : AFLYST
    5 operaer du bør opleve
    Aalborg Universitet, (k3 / 2.132) , Kroghstræde 3, seminarrum 2.132, 9220, Aalborg Øst
    Hvis du skulle vælge fem operaer, som alle bør kende, hvilke fem skulle det så være? Eller hvis du ikke kender noget til opera, men gerne vil i gang, hvor skal du så begynde? Det giver Søren Schelling sit bud på, når han præsenterer 5 operaer, du bør kende. Du får en kort og præcis introduktion til komponister og værker, og du får mulighed for at opleve uddrag fra operaerne. Og så får du selvfølgelig masser af inspiration til at gå videre på egen hånd.
  • Mandag 8/12/25 kl. 17.00 - kl. 18.45 : AFLYST
    5 bygninger du bør se
    Aalborg Universitet, (k3 / 2.132) , Kroghstræde 3, seminarrum 2.132, 9220, Aalborg Øst
    Foredraget vil forme sig som en super hurtig gennemgang af arkitekturhistorien med 5 nedslag, der demonstrerer, hvordan arkitekturen har været udtryk for en bestemt epoke. Vi følger mere eller mindre det "klassicistiske spor" fra Parthenon til Mies van der Rohe, Le Corbusier og Alvar Aalto med en tidslinje, der starter omkring 438 f.v.t. op til i dag.
Føj holdet til favoritter