Fortællekoncerter: Klavermusik fra Wien

Program:

• Fredag 17/4/26 kl. 14.00 - kl. 16.00
  Koncert nummer 1 - Haydn & Schubert - To ”indfødte wienere”
  Hans Peter Rasmussen, musikhistoriker, klassisk pianist
  Folkekirkens Hus, Gammel Torv 4, 9000, Aalborg
  Josef Haydn (1732 – 1809) østriger, skaberen af den stil, der kaldes Wienerklassikken. Skabte også formerne for den musik, vi i dag kalder sonater og symfonier. Der er bevaret over hundrede symfonier fra hans hånd. Hvor mange klaversonater han i alt skrev vides ikke, da mange blev givet bort til de elever, han skrev dem til. Men 52 af dem er bevaret. Vi synger undervejs i fællesskab hans ”Kejserhymne” med den nyere tekst (på tysk). Vi hører Sonate i Es-dur nr. 49 fra 1790. Det er – som stort set altid – musik præget af lys, humor, optimisme og glæde. Men også eftertænksomhed. Det er en pragtfuld, wienerklassisk perle. Der er tre satser: Allegro: er fyldt med bevægelse fremad, fremad, fremad – og så går den flere gange næsten i stå, fordi højre og venstre hånd på den mest humoristiske måde fører samtaler med hinanden – måske endda et lille skænderi i ny og næ. Meget typisk Haydn’sk humor. Adagio cantabile (langsomt og syngende): En lang, udsmykket ”sang”, undervejs med et dramatisk højdepunkt, som Beethoven kunne have skrevet. Tempo di Menuetto: Sonatens finale lukker lys ind i rummet fra alle sider. Selvfølgelig kommer der et forsøg på at sprede mørke skyer, men det mislykkes, og smilet er tilbage. Franz Schubert (1797 – 1828) – blev født og døde i Wien. Levede og døde fattigt. Han ses af de fleste som den første komponist, der skrev helt i det romantiske tonesprog. Han skabte især omkring 600 Lieder – koncertsange – men også et væld at stort set alle genrer. Også klaveret skænkede han nogle af de skønneste værker, der er skrevet for instrumentet. Vi synger undervejs i fællesskab hans sang (med tysk tekst af Goethe): ”Sah ein Knab ein Röslein stehn”. Vi hører to af hans vidunderlige Impromptus fra opus 142 fra 1827-28 – nr. 2 i As-dur og nr. 3 i B- dur. Impromptu nr. 2 i As-dur: Denne lille impromptu er opdelt itre dele: Først en melodi, der bevæger sig i ret brede akkorder, der stiger til fortissimo og falder igen. Så en anden del, hvor alt bevæger sig meget mere og bliver meget dramatisk. Og til sidst hele første del én gang til. Impromptu nr. 3 i B-dur: Et tema fulgt af fem variationer – et af de skønneste variationsværker fra hele den romantiske periode.
• Torsdag 23/4/26 kl. 14.00 - kl. 16.00
  Koncert nummer 2 - Brahms & Beethoven - To ”tilflyttere”
  Hans Peter Rasmussen, musikhistoriker, klassisk pianist
  Folkekirkens Hus, Gammel Torv 4, 9000, Aalborg
  Johannes Brahms (1833 – 1897) – tysker fra Hamborg, men emigrerede til kulturens hovedstad, bl. a. for at komme væk fra hans store kærlighed, Clara Schumann. Vi hører lidt om hans liv i byen – komponist af symfonier, koncerter, korværker, kammermusik, sange, klavermusik – berømt pianist, berømt dirigent, berømt kordirigent – og ganske fascineret af den ungarske musik, hvilket man ikke så sjældent hører. Vi synger undervejs i fællesskab hans berømte Wiegenlied ”Guten Abend, gut’ Nacht” (på tysk). Han skrev 16 små klaver-valse – der bestemt ikke har wienervalsens karakter. De var for firehændigt klaver, men han skrev dem om til to hænder. Meget forskellige, små stemningsbilleder – herunder et par af de decideret ungarsk inspirerede. Nogle synger længselsfuldt, andre er fulde af kampgejst, et par vipper humoristisk med øjenbrynene. Vi hører omkring 8 af dem. Ludwig van Beethoven (1770 – 1827) – tysker fra Rhinlandet (Bonn), flyttede til musikkens centrum Wien. Vi hører om hans opvækst og liv i Wien – og om det hjertegribende ”Heiligenstadt-testamente” om hans truende døvhed, Vi synger undervejs i fællesskab (på tysk) hans ”Hymne an die Freude”. Vi hører et af hans mest kendte klaverværker: Pathétique-sonaten. Her går Beethoven helt og fuldt ind i den romantiske klang og tanke: De store følelser udenpå tøjet, så ingen er i tvivl. Deraf også den stærke titel. Der er tre satser: 1. Grave – Allegro di molto e con brio. Det er denne sats, der har skaffet sonaten sit navn: Først dyb alvor, drama – så går det løs med kamp og indædthed – afbrudt af den store alvor – nyt virvar og kamp – mere alvor – og så til sidst, næsten som et ”nåja, for resten!” – og det slutter med et udråb. 2. Adagio cantabile. Det hævdes, at dette er den smukkeste klaversats, han fik skrevet. Sådan noget kan altid diskuteres, men smuk og dybt følt er den – en melodi med akkompagnement, der afløses af noget drama – men så kommer melodien tilbage og altfalder idyllisk til ro. 3. Rondo – Allegro. Her lader vi al balladen bag os. I stedet for drama og så videre er her livsglæde med rondo-temaet, der kommer igen og igen. Men hov: Ikke kun livsglæde og idyl, nej menneskets liv består af meget mere end det – og da helesonaten spejler livet, må også rondoen gøre det. Hvilket mesterværk!!!